Jul og nytår

22/12 2010: Julen er jo noget ganske særligt, og derfor er stedet, hvor vi fejrer jul også nøje udvalgt.
På denne årstid bliver det meget tidligt mørkt i landet, og her er koldt, men her er en fantastisk julestemning
:-). Landet er fuldstændig snedækket, og træer og buske er hvide af sne, og i den frostklare luft er det et smukt syn. Særligt om aftenen er her smukt, fordi folk sætter lys i deres buske og træer, og inden døre bliver der hygget med stearinlys.



I byen, hvor vi er, ligger et flot gammelt slot med spir, og lige nu ser det meget idyllisk ud med sne på taget og på de nøgne træer omkring det.

For at få det fulde udbytte af julestemningen har vi valgt at slå os ned her i en måned, inden vi rejser til den anden side af jordkloden, hvor en ganske anden årstid venter!

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Iguazu-vandfaldene

8/12 2010: Da det havde regnet kraftigt, før vi kom hertil :-), var vandstanden i Iguazu-floden meget høj, og det havde hvirvlet op i den rødbrune jord, så både flod og vandfald havde en chokoladebrun farve, og der var ekstremt meget vand i vandfaldene.
Vandfaldene på Iguazu-floden danner grænsen mellem Argentina og Brasilien, og vi har oplevet vandfaldene fra begge sider. På den argentinske side kommer man helt tæt på vandfaldene, og på den brasilianske side har man det store overblik. Begge sider var vildt imponerende, og på begge sider blev vi våde af vanddampe og skumsprøjt!











Vandfaldene ligger i en naturpark, som er under Unescos beskyttelse, og her udfolder sig også et rigt dyreliv. Vi så bl.a. næsebjørne, større og mindre firben, smukke sommerfugle, vandfaldsmursvaler og den flotte tukan med det store gule næb.





Uruguay

5/12 2010: Vi sejlede over verdens bredeste flod Rio de Plata (sine steder op til 200 km bred) til Colonia del Sacramento i Uruguay. Da vi efter det hektiske liv i Buenos Aires trængte til ro og refleksion, gik vi i kloster ;-). Klosteret var en smuk bygning med tykke mure omkring en lille gård med brønd. Her boede vi i en af de små munkeceller. Vi nød den rolige stemning i den smukke by med gamle portugisiske og spanske huse.




Da vi havde fået renset sjælen, tog vi videre ud på landet til en lille estancia, hvor vi udelukkende fik serveret gårdens egne økologiske produkter. Her nød vi de landlige omgivelser med 300 brægende får omkring os, og vi deltog i malkningen af fårene.




Uruguay har i øvrigt verdens bedste bilmekanikere, de har verdens ældste bilpark!

Buenos Aires

4/12 2010: Tangoen er ikke til at komme uden om i Buenos Aires. I flere af byens kvarterer danses der tango på åben gade, der er dansesteder, hvor der undervises i tango, og der er flotte tangoshows. Vi oplevede det hele! Vi forsøgte selv at lære tangoens trin på et af de dansesteder, hvor argentinere i alle aldre med og uden dansepartner kommer for at danse tango.



Flere af Buenos Aires kvarterer er meget spændende. Vi faldt totalt for La Boca, som har meget farverige huse, som er malet med rester af skibsmaling,


og San Telmo med de brostensbelagte gader og skønne gamle huse.



Begge steder var der virkelig stemning.

I San Telmo ligger også den danske kirke, som vi besøgte.

Søområdet

27/11 2010: De sidste syv dage har vi i lejet bil kørt rundt i Argentinas søområde. Vi har boet i tre forskellige byer: San Carlos Bariloche, San Martin de los Andes og Villa la Angostura. Det er et ualmindelig smukt område med utallige søer og sneklædte bjerge. Det er sidst på foråret her, og den vilde gyvel, som vokser alle vegne i dette område, blomstrer i fuldt flor. Vi har haft fantastiske udsigter med grønne træer og gule gyvler i forgrunden, en blå sø og bjerge med sne på i baggrunden. Solen har skinnet fra en skyfri himmel, så landskabet har vist sig fra sin flotteste side.






To særlige træer i dette område:


Andesgrantræet med trekantede blade og myrtetræet med kanelfarvede stammer


Udsigten fra vores hotelværelse i Villa la Angostura

El Calafate

21/11 2010: Der var næsten kun en vej, så vi rejste mod nord til El Calafate. Her var vi i et område med Argentinas største sø Lago Argentino og fantastiske gletsjere. To dage i træk var vi på ture for at se forskellige gletsjere både fra land- og vandsiden.



Per fejrede sin fødselsdag her i El Calafate. På dagen var vi på heldagssejltur til tre gletsjere i en stor katamaran. Vi så områdets største gletsjer Glacier Upsala, den højeste Glacier Spegazzini og Glacier Perino Moreno. Undervejs sejlede vi forbi mange flotte blå isbjerge. Det var imponerende at se disse gletsjere med spektakulære former og farver, som kunne veksle fra næsten hvid til dyb blå. Flere gange så og hørte vi isstykker brække af og falde i vandet med et øredøvende spektakel.


Vi gik tur ved en lagune ved Lago Argentino, hvor der var et rigt fugleliv, bl.a. så vi flamingoer.