Brisbane har et forholdsvis nyt museums-, konference- og performancecenter, og vi besøgte tre spændende museer. På Gallery of Modern Art kunne man selv være aktiv, og det var vi! Man kunne bygge med legoklodser, svømme ”tørskoet” under vandet og rutsje i et snoet metalrør.
Fra Brisbane kørte vi 300 km mod nord og sejlede det sidste stykke til Fraser Island, som er verdens største sandø. Forbløffende nok er øen meget grøn. Vi var på heldagstur med ranger rundt på øen i en 4-hjultrukket bus. Kun 4-hjulstrækkere kan køre her, da al kørsel foregår på sandveje, som er meget bumpede, og vi var glade for sikkerhedsselen, som kunne holde os i sædet, når det gik vildest til. Vi kørte gennem et skovområde til en sø med det klareste vand og kridhvid sandbred, vi gik langs bækken i regnskoven, og vi kørte og gik på den brede sandstrand ud mod Stillehavet. I sandklitterne så vi sand med 70 forskellige farvenuancer – eller i hvert fald forskellige farvenuancer :-)
En formiddag padlede vi i kano langs stranden og ind i et mangroveområde, og vi gik tur på sandstierne og stranden i området.