Tenerife 28. november - 5. december 2017


Vi trængte til et boost af sol og varme, inden vinteren for alvor sætter ind, og derfor tog vi en uges ferie på Tenerife. 
Vi boede i Puerto de la Cruz på den nordlige side af øen med udsigt til Atlanterhavet på den ene side, vulkanen Teide på den anden og tæt på stranden.
 

 
 
 

 
Puerto de la Cruz er en hyggelig by med en gammel bydel, havn, strandpromenade og gode restauranter med spændende beliggenhed.
 
 





 
En tur til Teide og nationalparken omkring den er et must. Vejret var pragtfuldt med sol og blå himmel, men vi kunne desværre ikke komme op på toppen af Teide, da svævebanen var lukket, fordi der var for koldt og blæsende deroppe. Vi kørte rundt i det specielle område og så forskellige klippeformationer.
 

 
Vi kørte både i bjergene med flot udsigt og langs kysten til Garachico, en stille stemningsfuld lille by med kirke og lavabassiner.





 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
På kirkepladsen drak vi en speciel kop kaffe, som er særegen for Tenerife. Kaffen hedder Barraquito Especial og laves af kondenseret mælk, kaffe (espresso), varmt mælkeskum, et stænk likør 43, lidt citronskræl og et drys kanel. Den smagte udmærket.
 
I Icod de los Vinos så vi De Kanariske Øers største drageblodstræ, som vurderes at være mellem 600 og 800 år gammelt. Icod var en fin lille by med smukke huse.
 
 
Dyreparken Loro Parque lå tæt på vores hotel, så den var et oplagt udflugtsmål. Det mest fantastiske var ”pingvinland”, et kæmpe Antarktis-landskab med vand, is og sne, der også dalede ned fra himlen, og et hav af pingviner. Derudover så vi flere shows med delfiner, søløver og spækhuggere.
 

 

 
Botanisk have lå i den anden ende af byen, men gav os en god spadseretur og lejlighed til at se flere områder af byen. Det var ikke den blomstrende årstid, men der var flotte træer og buske.