Vi rejste med Vitus-Rejser med dygtig dansktalende ungarsk rejseleder. Vi boede i Pest, men havde selvfølgelig udflugt til Buda.
Vores første indtryk af byen var den store pompøse Heltepladsen med det 36 m høje monument med ærkeenglen Gabriel på toppen og halvcirkelformede kolonnader med ungarske konger og helte. Flot både i dagslys og belyst om aftenen.
I restaurant Strudelhuset fik vi demonstreret, hvordan man laver de ungarske strudel, og vi prøvede selv at lave dejen. Vi fik strudel til både forret og dessert :-)
En sejltur på Donau gav fint udsyn til både Buda og Pest. Broer, slot og parlament tog sig flot ud fra vandsiden.
60 par bronzesko står henslængt langs bredden af Donau. "Skomonumentet" gør ikke meget væsen af sig, men er et stærkt mindesmærke for de jøder, der blev samlet på kajen, skudt og smidt i vandet.
Budapest er fuld af smukke bygninger, kirker, kurbade, caféer etc.
Den gamle gule metro fra 1894 har charmerende perroner.
Vi var i teatret to gange. Først i Operaen, hvor vi oplevede Nabucco, en fantastisk forestilling med flot musik og stort kor i smukke rammer.
Dernæst nåede vi også i Operetteteatret, hvor vi oplevede et operetteshow med musik af Lehar og Kalman. En dejlig oplevelse, oven i købet med champagne og kanapeer i pausen.
Vores rejse inkluderede også en tur ud af byen. Vi kørte nordpå til Donauknæet, hvor Donau slår et 90 graders knæk fra at flyde fra vest mod øst til at flyder fra nord mod syd. Fra den højtbeliggende borg Visegrads Højborg havde vi en flot udsigt over Donau og knækket. Desværre manglede der vand i floden.
Vi besøgte landsbyen Szechenyi, hvor vi bl.a. havde en traktortur ud i de smukke vinmarker. Naturligvis smagte vi den lokale vin.