Vi var først i Zion National Park, hvor vi boede på et vidunderligt hotel lige uden for parken. Hotellet lå helt op til bjergene og havde flere balkoner med store trægyngestole, hvor man kunne sidde og nyde udsigten. Begge aftener vi var der, sad vi derude med et glas rødvin og fulgte solnedgangens farvespil i bjergene, indtil de stod som sorte silhuetter i mørket.
Zion Canyon er meget frodig og grøn med vandfald og de såkaldte hængende haver på klipperne. Vi gik på flere af de anlagte stier: En op til en ”grædende” klippe, en langs floden omgivet af klipper på begge sider og en, hvor højdepunktet var en lille sø højt oppe i klipperne. På nedturen fra den sidste tur kom vi ind i et kraftigt uvejr med regn, lyn og torden samt kraftige vindstød. Selv om vi havde engangsregnfrakker, blev vi drivende våde, og sko, strømper og ben var ikke kun våde, men også indsmurt i rødt mudder. Men det havde været en fantastisk dag.
Fra Zion Park kørte vi videre til Bryce Canyon. Køreturen dertil var meget flot: gennem en 1,8 km lang tunnel , adskillige hårnålesving, et område med fantastiske røde klipper, små tunneler og en flod, der snoede sig ualmindeligt meget.
Bryce Canyon var et eventyrligt syn. Vi gik langs kanten og havde en formidabel udsigt over klipperne, som ligner spir, templer og slotte i røde farver.
For at gå nede mellem klipper, skulle vi ned ad ”Wall Street”, og det var virkelig en klippevæg, vi gik ned ad. Det var fantastisk at gå mellem de store klippeformationer, som har forskellige navne, bl.a. er der en, der hedder ”Thors Hammer”, sandsynligvis opkaldt af danske mormon-familier.
Vi var meget betaget af Bryce Canyon.
Hi Bente & Per - we are really enjoying your beautiful photos and seeing the fantastic places you are visiting. What a wonderful trip you are experiencing - thank you for sharing your exciting adventure. Safe and enjoyable onward travelling. Love, David & Yvonne
SvarSletHej Bente og Per,
SvarSletHvor er det nogle fantastisk smukke billeder i har fået taget - det er så spændende at følge med i jeres tur rundt i verden;) Vi glæder os over i nyder livet og hinanden i fulde drag og glæder og vildt til vi forhåbentlig også får mulighed for at rejse som jer en dag!!
Mange hilsner
Martin & Birgitte