Thailand - River Kwai

27/6 2011: Ved River Kwai er broen den store seværdighed.



Vi startede med at gå på skinnerne over broen.



Siden kørte vi også i tog på ”Dødens Jernbane” hvor vi startede med ganske langsomt at køre over broen. Vi kørte i flere timer i de gamle togvogne langs floden, over en gammel viadukt og gennem vekslende landskaber.








Flere museer i byen fortæller om jernbanens tilblivelse og livet som krigsfange, og det er en barsk historie.
Vi så en utrolig smuk krigskirkegård.

Thailand - den nordlige del

24/6 2011: Vi skulle igennem en forfærdelig masse hårnålesving, inden vi nåede Pai længere mod nord. På hotellet havde vi vores eget udendørs badekar med vand fra den nærliggende varme kilde. Hver morgen stod Per tidligt op og fyldte vand i karret, så fruen kunne hoppe direkte fra sengen og ud i det helsebringende mineralholdige vand. I øvrigt nød vi dagligt de græssende elefanter foran vores balkon.



Vi kørte ud til Tha Pai Hotspring i skoven. Vi forsøgte at koge æg i det 80 grader varme vand, men vi fik ikke hårdkogte æg den dag!



Vi havde en meget flot udsigt over området fra Pai Canyon, kaffen blev drukket på ”Coffee in Love”, og naturligvis kunne vi ikke undgå et par templer, det ene med vidunderlig udsigt.





Flere hårnålesving skulle passeres for at nå op til Tham Lodge nær Soppong. Her boede vi på en lodge hos en australier i en primitiv hytte med udsigt til floden. Vejret var ikke særligt godt her inde i bjergene, det regnede en hel del.



Den første dag var vi på kajaktur på floden. Vi blev udstyret med redningsveste, snor i brillerne, en styrthjelm og sat forrest i hver sin gummikajak med en kyndig guide bagest, og så var vi ellers på en slags white water rafting. Det regnede, men det gjorde ingen forskel, vi blev våde under alle omstændigheder. Selv sagt kunne vi ikke have fotografiapparat med på den tur.
Vi kørte til en White Karen landsby, og besøgte bl.a. skolen, hvor Bente underviste lidt i engelsk og geografi (hvor ligger Danmark!).



Vi både gik og sejlede i en grotte med flotte drypsten, og hvor svaler holdt til nær indgangen.



Efter syv timer i bil nåede vi frem til The Golden Triangle og boede lige i hjertet med den mest vidunderlige udsigt til både Myanmar og Laos.



Vi var på tur til Chiang Rai, hvor vi så et par templer, byen og natmarkedet. Per lider nu af TTT (temmelig træt af templer), selv om vi kun har set en lille del af Thailands 65.000 templer. The Black Temple var dog så anderledes, at han overvandt sin træthed :-).



På en heldagstur var vi både i Myanmar og Laos. I Myanmar gik vi over grænsen, og i tuk-tuk kørte vi til et par små landsbyer, som gjorde stort indtryk på os. Inden vi i longtailbåd sejlede til Laos, sejlede vi ud midt i Mekongfloden, så vi havde Thailand, Myanmar og Laos omkring os.







På vores køreture har vi set mange rismarker. Da vi er i starten af den våde sæson, arbejdes der ihærdigt med at udplante risen.

Thailand - Chiang Mai

19/6 2011: Nattoget med Per i underkøjen og Bente i overkøjen bragte os til Chiang Mai i det nordlige Thailand. Her oplevede vi byen både inden og uden for bymuren. Inden for er der rigtig mange templer, men vi valgte de to vigtigste, man kan nemlig også udvikle en tempelallergi ;-). Vi så det ældste tempel med smukt teaktrætag og det vigtigste Phra Singh, begge flotte og velholdte. Orange munke så vi mange steder.





Vi var på flere heldagsture i området. Vi sejlede på bambustømmerflåde ned ad floden, og vi besøgte en elefantfarm, hvor elefanterne dels viste, hvad de kunne fx male, dels red vi på elefantryg gennem floden og junglen.








Vi besøgte flere små landsbyer med bjergstammer, hvor folkene er klædt i særlige dragter og sælger deres kunsthåndværk.





Størst indtryk gjorde besøget i Karen Long Neck landsbyen. Kvinderne og nogle af børnene i denne landsby bærer tunge halsringe for at se smukkere ud med en lang hals. Der boede også Long Ear-folk sammen med Long Neck-folket.






Vi kørte i Doi Inthanon Nationalpark med Thailands højeste bjerg på 2265 m og flere vandfald.



Desuden hørte vi om og så the "Royal Project", som går ud på at få bjergstammerne væk fra at dyrke opium ved at give dem gode muligheder for at dyrke og sælge blomster og grønsager.