Thailand - Bangkok

12/6 2011: Vi er nu nået til Thailand, som er det sidste land, vi besøger, på vores verdensrejse. Vi startede i millionbyen Bangkok. Her er mange mennesker, mange biler og en højbane, som kan fragte folk gennem byen uden at skulle holde i kø. Små tuk-tukker og mange gadekøkkener ses stadig i gadebilledet.



I Bangkok har vi i den grad set flotte templer og buddhaer. På en tempeltur så vi tre helt uforlignelige templer.
Vi besøgte the Temple of the Golden Buddha, som har verdens største Buddha figur i massivt guld. Figuren er 3 meter høj, vejer 5½ tons og har været dækket af et lag cement for at skjule dens værdi.



Templet Wat Pho har landets største hvilende Buddha, som er 46 m lang og 15 m høj og en stor samling på over 1000 Buddhafigurer.




The Marble Temple er bygget med bl.a. italiensk marmor, og det hvide marmor tog sig godt ud med det røde og guldfarvede træudskæringer. Også her var der en smuk guld Buddha.



Ved Grand Palace, som er kongepaladset, ligger der også et stort tempelområde med the Emerald Buddha, som er en 53 cm høj Buddha hugget ud af ét stykke jade. Tempelområdet var helt eventyrligt med guldbelægninger alle vegne. Ved Kongepaladset fik vi set vagtparade.
Alle templer og paladser var helt fantastisk vedligeholdte.









En tidlig morgen kørte vi ud af Bangkok for at se det flydende marked. Vi sejlede rundt i kanalerne til de forskellige boder, og i land betragtede vi livet på floden, hvor der til tider var fuldstændig kaos med alt for mange både.



1 kommentar:

  1. Fantastiske billeder! Håber, I nyder det sidste land på jeres verdensrejse i fulde drag! Og tusind tak for jeres mails. Glæder mig meget til at se jer til dansk sommer i juli og høre om alle jeres oplevelser. Og jeg kommer endda hjem før jer (1. juli), så jeg kan tage imod jer i lufthavnen :-) Knus & kh. Mie

    SvarSlet