Istanbul 1.- 5. juni 2026

Istanbul - porten til Orienten, en Albatrosrejse med dygtig rejseleder, gav os rigtig mange oplevelser og sikrede, at vi fik set alt det, man "bør" se på de tre hele dage, vi var i byen. Istanbul er absolut et besøg værd.

Der er ca. 3000 moskeer i Istanbul, men vi besøgte kun de tre mest interessante!

I Den Blå Moske, som i Tyrkiet hedder Sultan Ahmet-moskeen, fordi den blev opført af Sultan Ahmet I i 1600-tallet, pryder omkring 20.000 håndlavede blå Iznik-fliser de indvendige vægge og skaber et særligt lys. 





Hagia Sofia er et kæmpe bygningsværk, som har haft enorm betydning først som kristen kirke og siden som muslimsk moské. Enkelte steder er der fundet og bevaret kalkmalerier fra den kristne tid med Jomfru Maria og Jesusbarnet, men de er dækket af hvide gardiner! Moskéen er lidt mørk og dyster indvendig, og det blev ikke bedre af, at der pågik et stort renoveringsarbejde med stilladser både udenpå og inden i bygningen, så vi kunne kun gå oppe på galleriet.

                                                 

Den tredje moské vi besøgte var Süleymaniye-moskéen. Den var en del af et meget stort kompleks, der nærmest har fungeret som en lille landsby. Moskéen var flot og mere enkel i sin udsmykning end Den Blå Moske. Süleymaniye-moskeén ligger lidt højt, så uden for har man en pragtfuld udsigt over kanalen Det Gyldne Horn og Bosporusstrædet. I alle moskéer gælder det, at knæene skal være dækket, skoene skal af, og for kvindernes vedkommende skal håret dækkes.






Moskéerne er meget smukt belyst om aftenen

Istanbul breder sig over to verdensdele Europa og Asien og er delt af Bosporusstrædet. Vi var udelukkende på den europæiske side, men vi havde en meget fin sejltur på Bosporusstrædet.




Vi var i Den Egyptiske Basar, populært kaldet Krydderibasaren. Bygningen er smuk med enkelt dekorerede buer og boder, der bugner af varer. Her var et sandt bombardement af sanseindtryk for både syns-, lugte og smagssansen. Der er masser af duftende krydderier i flotte farver, bunker af teer i forskellige sammensætninger, mængder af tørret frugt, slik m.m.




Grand Bazaar (Den Store Basar) er en af verdens ældste og største overdækkede markeder med over 4000 butikker med et meget bredt udvalg af smykker, tæpper, lædervarer, tøj og krydderier. Der er et virvar af gader og stræder, og man skal være opmærksom på ikke at fare vild.




Akvædukter og cisterner har været en meget vigtig del af byens vandforsyning, opført af romerne i 300-tallet.Vi gik langs den meget velbevarede Valens Akvædukt og besøgte den underjordiske cisterne Binbirdirek, også kaldet "Cisternen med de 1001 søjler", selv om der i virkeligheden kun er 224 marmorsøjler, men belysningen gør cisternen meget stemningsfuld!



Topkapi-paladset er Istanbuls største seværdighed både i besøgstal og areal. Paladset er et kæmpe kompleks og har været bolig for skiftende sultaner, der også har bygget til og om. Topkapi-paladset er opført omkring en række gårde, som havde deres egne funktioner bl.a. en gård til haremmet og privatlivet, en til officielle arrangementer etc. og dejlige grønne arealer mellem bygningerne. Paladset ligger med smuk udsigt til Bosporusstrædet. De håndlavede Iznik-fliser ses mange steder i paladset.









Vi gik en tur i de gamle historiske kvarterer Balat og Fener, et område med farverige huse, smalle gader og rig kulturarv. Det hele virkede nu en lille smule forfaldent, men ganske charmerende.




Taximpladsen med det store Uafhængighedsmonument med Atatürk og hans statsmænd udgør centrum i den moderne del af Istanbul på den anden side af kanalen Det Gyldne Horn. Vi kender pladsen for de mange demonstrationer, vi har hørt og set om i nyhederne. Uafhængighedsmonumentet er nu indhegnet for at forhindre at folk samles omkring monumentet. I forlængelse af Taximpladsen ligger den store shoppegade Istiklal Caddesi med alle de store kædebutikker. Shoppegaden er et par kilometer lang og der kører en sporvogn i gaden.




Galata-tårnet ligger også på denne side af Det Gyldne Horn og er Istanbuls ældste tårn fra 1400-tallet og en slags vartegn for byen. Tårnet har været brugt som udsigtspost for at kunne spotte brande i byen. Vi fik lige en gin/tonic på en tagrestaurant med udsigt til tårnet.


Vi fik rigtig dejlig tyrkisk mad og ofte steder med fantastiske udsigter