Seattle

28/9 2010: Fra San Francisco kørte vi hastigt videre nord på med kun 2 overnatninger til Issaquah lige uden for Seattle. Her boede vi hos Marta og Doug og havde 6 pragtfulde dage. Marta og Doug bor utrolig smukt helt ned til Lake Sammamish, der er omkranset af bjerge. Seattle ligger på ca. samme breddegrad som Danmark, så vejret her minder om vejret i Danmark. Vi oplevede både sol, tåge og regn, og vi måtte trække i de lange bukser.
En af dagene var vi på en pragtfuld sejltur på søen i Doug og Martas lille båd og så alle de dejlige huse, der ligger ud til søen.
Vi havde en meget spændende guidet rundvisning på Boeing-fabrikken, hvor vi bl.a. så the Dreamliner, som samles i verdens største bygning.

I Seattle Downtown besøgte det meget livlige marked Pike Place Market, og vi så den første Starbucks, som blev grundlagt i Seattle i 1971 af to lærere og en forfatter.


Bente fejrede sin fødselsdag her, og den blev fejret med maner. Vi var på en smuk tur, hvor vi både kørte og sejlede. Vi oplevede bl.a. byen Poulsbo, som også kaldes Little Norway on the fjord, og vi sejlede tilbage til havnen i Seattle . Her havde vi et meget flot view over Seattle og så både the Space Needle og skylinen.Om aftenen spiste vi en rigtig gourmetmiddag i the Space Needle, som er et tårn med en roterende restaurant med flot udsigt over hele byen.


Vi har undervejs besøgt mange supermarkeder, også for at hente inspiration til vores egen superbrugs, og Marta og Doug kunne vise os nogle særdeles flotte af slagsen.


Det var spændende at bo privat og lære lidt om amerikanernes levevis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar