Krydstogt sydlige Caribien, 22. februar - 7. marts 2020


Krydstogt med Celebrity Cruises og skibet Celebrity Silhouette. Besøg på 7 øer.

Vores første stop var Frederiksted på St. Croix. Da vi tidligere har været på øen, valgte vi at tage på en 18 km lang cykeltur. Vi cyklede langs vandet ud til en lækker sandstrand, og vi cyklede til en tidligere sukkerplantage, hvor vi så resterne af sukkermøllen og ruiner fra tilhørende bygninger.







Efter cykelturen vandrede vi lidt rundt i byen, som desværre er meget forfalden, hvilket som dansker er meget trist at se.





Vi lagde til i centrum af St. Johns på Antigua. Udover at gå rundt i byen var vi på bustur til et par fine steder på øen. Shirley Heights var et helt fantastisk udsigtspunkt over bugtområdet med English Harbour-området.






Vi kørte ned til Nelsons Dockyard i English Harbour-området, hvor den britiske flåde lå i mere end 200 år, og som nu fungerer som et slags frilandsmuseum.



På Antigua har de 365 strande, en til hver dag, vi besøgte én af dem J


Det var en meget flot indsejling til St. Lucia, hvor vi lagde til midt i hovedstaden Castries.


I byen så vi den store katedral The Cathedral Basilica of the Immaculate Conception, som er Caribiens største kirke og meget farverig i sin udsmykning. På torvet midt i byen var der buster af to Nobelprismodtagere fra St. Lucia. Den ene modtog i økonomi og den anden i litteratur for sine digte (Derek Wallcott).




Vi var på en taxatur ud af byen til udsigtspunktet Morne Fortune med en meget flot udsigt over byen, havnen og omkringliggende bjerge.



Husene er farverige, og der er meget frodigt på øen, hvor der dyrkes utallige slags frugter fx avocado og kalabasser. 




 



Grenada, hvor vi lagde til i St. George´s, bliver kaldt ”krydderiøen”. Derfor blev vi også på vores bustur kørt til Dougladston Spice Estate, hvor vi blev præsenteret for mange af de krydderier, øen byder på bl.a. muskatnødder, kanel, nelliker, kakao. Udenfor lå store bakker med kakaobønner til tørre.






Gennem utallige hårnålesving nåede vi frem til nationalparken Grand Etang, hvor vi skulle se en en vulkankratersø, og i regnskoven så vi det mindre vandfald Annadale.





På alle øerne er der forter, og vi besøgte Fort Frederick, som er øens bedst bevarede fæstning. Herfra var der en fantastisk udsigt over havneområdet og vores skib.




Det var søndag, da vi ankom til Bridgetown på Barbados. Gaderne i byen lå øde hen, butikker var lukket, og byen virkede i det hele taget ikke særlig charmerende på trods af, at byen er på Unesco’s verdensarvsliste.




Men strandene er flotte og vidunderlige.





Da det var søndag overværede vi noget af et par gudstjenester, dels i St. Mary´s Church i Bridgetown, dels i St. James Parish Church i Holetown, som har verdens ældste klokke, og hvor både Ronald Reagan og Koffi Annan har været til gudstjeneste i kirken og fået en mindeplade på bænken, hvor de sad.





I Kingstown på St. Vincent kørte vi først op til Fort Charlotte, hvor der fra toppen var flot flot udsigt til alle sider. 




Vi gik i den meget velplejede botaniske have, som siges at være den ældste på den vestlige halvkugle, og selvfølgelig var vi i de kirker, vi stødte på.




Kingstown er kendt som ”City of Arches”, så vi var på udkig efter buegange og brostensbelagte gader – og fandt også begge dele. Der var meget liv i byen med boder alle vegne.





Turens sidste destination var Basseterre på St. Kitts.
Endnu engang så vi et fort J. Brimstone Hill Fortress er bygget af slaver i 1600-tallet, og et af de mest velbevarede kasteller i Caribien, og i øvrigt på Unesco verdensarvsliste. Fortet var fint og interessant, men det bedste var udsigten, den var helt utrolig flot. Man kunne se vidt omkring.





Vi kørte langs kysten til Timothy Hill ved Frigate Bay, hvorfra der var en helt enestående udsigt til både Atlanterhavet og Det Caribiske Hav på hver side af en tange.


Vi nyder livet ombord. Vi har en dejlig balkonkahyt, hvor vi nyder at sidde og følge med i ind- og udsejling. 










Et af dagens højdepunkter er også den 3-retters middag efter eget valg fra menukortet i restauranten, hvor vi sad i meget hyggeligt og festligt selskab J




Vi deltog også i et arrangement, hvor vi ved afsejling blev inviteret på helikopterdækket til et glas bobler.




Vi var også på en rundvisning i restaurantkøkkenet, som er organiseret i forskellige stationer, hvor 270 personer er beskæftiget.



Inden vi fløj hjem først på aftenen, var vi i Everglades, hvor vi spottede alligatorer.



Vi sluttede med en rundtur i Miami, hvor vi så den velhavende del Coral Caves med det meget fornemme hotel Biltmore og en fin lille kirke. 




I Little Havanna, som er cubanernes område, så vi cigarrulning, og vi drak en kop cubansk kaffe. Vi studerede også lidt vægkunst lavet af cigarkasselåg.




Vi nåede lige at forlade Miami, inden corona-krisen lukkede det hele ned!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar