Patagonien - Puerto Madryn

15/11 2010: Vi havde to meget fantastiske dage i området. Vi kørte til halvøen Valdés, som er et stort naturområde, som ikke råder over vand i undergrunden og ikke har elektricitet. Langs kysten så vi søelefanter og pingviner, og vi var på en helt fantastisk sejltur, hvor vi kom ganske tæt på rethvalen. Vi fulgte en mor og hendes barn i ca. 1 time, mens guiden bl.a. fortalte om, hvordan moderen træner sit barn til at kunne klare sig selv. Det var meget omsorgsfuldt – og helt menneskeligt. Rethvalerne er ikke særlig kønne, da der vokser parasitter på deres hoveder.



På land så vi strudse og guanacoer.



Ved Punta Tombo så vi pingviner. Ponta Tombo er den største koloni af pingviner af arten Magellan på det sydamerikanske fastland. Kolonien kan komme op på 1 mio. pingviner. Lige nu lå pingvinerne på æg, som vil blive udklækket sidst i november. Vores guide fortalte meget om pingvinerne og deres levevis. De kommer bl.a. altid tilbage til yngleområdet i samme par til den samme rede. I området har pingviner ”forkørselsret” på stierne, er en pingvin på vej over stien, står vi mennesker stille og lader pingvinen går uforstyrret over.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar