Santiago - Chile

2/11 2010:Vi var noget møre efter at have rejst i ca. 24 timer, men noget af det første vi så på vej mod hotellet i Santiago, var de sneklædte Andesbjerge, der omkranser byen. Vejret var solrigt og klart, så det var et meget flot syn, og vores træthed forsvandt!



Vi har haft 4 overnatninger i Santiago. Vi har været på byrundtur, set pladser og parker, slentret ind og ud af kirker og rundt i gågaderne i bymidten og betragtet folkelivet.



En af turene herfra gik til Valparaiso, som er en havneby, som nu er på Unescos verdensarvliste. Byen mistede sin betydning, da Panamakanalen blev bygget i 1914. Byen ligger op ad bjergsiden, og for at gøre det nemmere for folk at komme op og ned, er der 16 tandhjulsbaner rundt om i byen. Byen er præget af farverige huse, snoede gade og smalle gyder, men trænger generelt til en restaurering. Som en uventet oplevelse så vi den beholder, som de chilenske minearbejdere blev reddet op i. Den var udstillet på byens torv.



Et besøg på Chiles største vingård Concha y Toro var en oplevelse. Den var meget smuk med en flot park og veltrimmede vinmarker. Vi så alle vintønderne og besøgte den dybeste vinkælder ”Casillero del Diablo” (Djævelens vinkælder). Legenden fortæller, at vinbonden var træt af, at der forsvandt vin, så han fandt på en historie om, at djævelen holdt til i kælderen, og ingen turde derfor længere gå derned. Vi smagte et par vine og fik vinglassene foræret.



I morgen kører vi i bus over Andesbjergene til Mendoza i Argentina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar