The red centre

21/2 2011: Jorden var rød, og nogle steder så vi rester fra oversvømmelserne.



Fra Alice Springs var vi på en 4-dages safaritur i det centrale Australien. I en ombygget lastbil kørte vi rundt, og undervejs boede vi i teltlejre. Maden blev tilberedt i primitive køkkener eller på bål, men vores guide, som også var chauffør, var eminent til at tilberede fantastiske måltider. Vi fik både smagt kænguru, struds og kamel!




Et af højdepunkterne var naturligvis Ayers Rock. Vi kørte rundt om klippen, og vi stoppede flere steder og gik på stierne, så vi kom helt tæt på klippen. Samtidig fortalte vores guide om aboriginernes kultur og de legender, der er tilknyttet Ayers Rock (Uluru). Besøget ved Ayers Rock sluttede med solnedgang og champagne.




Solopgangen så vi ved The Olgas, hvorfra vi også kunne se Ayers Rock. Vi havde en længere vandretur ind i The Olgas, hvor vi både så kænguruer og flotte udsigter.


Lettere forpustet lykkedes det os at komme op over ”hjerteanfaldsbjerget” for at kunne gå rundt langs den imponerende klippekant i Kings Canyon. Det var en fantastisk tur. Inde i bunden af kløften oplevede vi Edens Have med et vandhul omgivet af masser af grønne træer.








Den sidste dag var vi på en vandretur ind til Wallace Rockhole med en lokal ranger og så bl.a. aboriginernes indgraveringer og bemalinger på klipperne. Vi deltog i et dot-paintingkursus, og en lokal aboriginerkvinde viste os det smukke kunstværk, hun var i gang med.








På vejen tilbage til Alice Springs besøgte vi flere smukke steder i bjergkæden Western MacDonnel, og vi fik set de sortfodede bjergwallabies (små kænguruer).





Ingen kommentarer:

Send en kommentar