Cambodia - Phnom Penh og Siem Reap

23/5 2011: Phnom Penh overraskede os ved at være en rigtig dejlig by. På vores byrundtur så vi Kongepaladset, som var vildt imponerende med mange smukke bygninger, som var flot vedligeholdt. Byggestilen er helt anderledes, end vi tidligere har set. I Sølvpagoden så vi en del af de 5000 sølvklinker, der dækker gulvet. Sølvpagoden indeholder også meget værdifulde buddhafigurer besat med diamanter og andre ædelstene. Desværre måtte pagoden kun fotograferes udefra.





Vi stiftede også bekendtskab med den mere mørke side af Cambodias historie, idet vi besøgte The Killing Fields, hvor De Røde Khmerer under Pol Pot dræbte tusindvis og smed dem i massegrave. Her har man bygget et glastårn, og i flere etager lå de fundne kranier og rester af skeletter. Vi gik rundt på området, og man kan stadig se rester af skeletter, tænder og tøj dukke op af jorden.



I bus kørte vi til Siem Reap, hvor vi hyrede en guide og en tuk-tuk med chauffør i 2 dage for at se Angkor Wat og en del af de andre 110 templer i området!



Der var fyldt med munke foran Angkor Wat, den dag vi var der, da man fejrede Buddha over tre dage bl.a. ved at bringe offergaver til munkene. Det var meget stemningsfuldt og flot at gå op mod Angkor Wat sammen med de orangeklædte munke. Angkor Wat er det største og bedst bevarede af alle Angkors templer, men de 10 andre templer, vi nåede at se, var bestemt også interessante med hver deres særpræg. Templerne ligger i et jungleområde, og ved nogle af templerne er træerne vokset ind i sandstenene.








På vores vej mellem templerne kørte vi igennem landområder, hvor vi så, hvordan folk bor i pælehuse.



Vi fik en særlig oplevelse, da vores guide inviterede os til middag. Han boede meget beskedent sammen med kone og to små børn i et værelse på ca. 50 km2 med kogeapparat i det ene hjørne og to senge i to andre hjørner. Da vi spiste, sad vi på en stråmåtte på gulvet med en kogegrill i midten, hvor maden blev tilberedt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar